Rør blot ikke ved min gamle jul

Tak til Peter Faber for den gamle sang om den voldsomme trængsel og alarm. Sidste linje munder ud i ønsket om at der ikke skal røres ved hans gamle jul. Noget må stå fast. Alt kan flyde, men hans gamle jul må stå fast. Sidste år oplevede vi så, at den gamle jul alligevel ikke stod fast. For Corona-virussen sendte så meget til tælling og vi vaklede mellem forbud, påbud og anbefalinger. En lille modig skare stod i det fri foran Ørding kirke juleaftens eftermiddag og sang med behørig afstand lidt julesalme og hørte evangeliet og tænkte sit. MEN der var ingen fyldte kirker. Det ellers planlagte blev skrinlagt. Med så kort varsel, at vi er nogle der tænker: Aldrig mere en 23. december.

Vi håber af hjertet, at det for denne jul planlagte, kan gennemføres som tænkt. For at komme i stemning dertil med juleri og kogleri er i dette nummer af kirkebladet en opskrift på adventskager som vor mor lavede dem og som jeg husker dem fra min gamle jul, da jeg var barn. Der blev altid gjort noget særligt ud af adventssøndagene. Min søster og jeg havde hver en rød knælang strikket sok i kraftigt garn med en lille løkke, så sokken kunne hænge på dørens håndtag. Den blev hængt ud lørdag aften. Når vi stod op søndag morgen tidlig - så var der overraskende nok altid lidt godt i sokken, lidt til den søde tand og en overraskelse. Men altså kun på adventssøndagene og kan hænde også på juleaftensdag d. 24. Men hvem kom det fra? Og hvordan kom det i sokken? Midt om natten var der jo ikke noget i den. Men når vi stod op, så var der.  

På et eller andet tidspunkt blev vi vel for store til det, på et eller andet tidspunkt forsvandt en barnlig uskyld, en barnlig glæde, vi voksede fra det - det, der gjorde julen til noget særligt. Der blev bygget en stemning op. Og tradition. Adventskrans. Adventskage. Adventsdage. Vi lærte forskel på advent og på jul. 

Når familien Danmark nu om stunder sætter juletræet ud til storskrald allerede den 25., så skal det i grunden først for alvor til at begynde i kirken. For advent er ikke jul. Advent er nedtælling til jul. Kirkelig set. For fester skal forberedes, ligesom fødsler. Ikke uden grund tager en graviditet den tid en graviditet tager, og så er det jo godt, at vi ikke er elefanter, men mennesker. Fester skal forberedes. Og selv om vi ikke kan vente, må vi somme tider vente. For ting tager den tid ting tager.

Den gamle jul ligger i ordet hjul. Kan vi ikke sige det sådan? Vintersolhverv. Tiden skifter. Mørket aftager. Det lysner mere. Lidt mindre mørke. Lidt mere lys. På engelsk hedder julen ikke længere jul, men Christmas. Opkaldt efter Jesus. Det er evangeliet til os. Gud rørte ved den gamle jul. Tænk Gud tillod sig det. Godt Gud tillod sig det. For vi har brug for mere end blot årstidernes skiften, at hjulet drejer.

Som skabte i Guds billede til Guds herlighed har vi brug for fællesskab med Skaberen. Vi har brug for mere end blot årstidernes skiften. Vi har brug for fællesskab. Med hinanden. Med Gud. Men Gud kan man ikke se! Hvem har set Gud? Så må jeg jo selv komme, tænkte Gud. Og Jesus blev født. I Betlehem. Factum est. Det er de kristnes påstand. Både det at han blev født på et bestemt tidspunkt i historien, så vi regner med en tid før hans fødsel og en tid efter. Men også det, at drengen, der blev født dengang, var et med Gud Fader, repræsenterede Gud Fader helt og fuldt og tilstrækkeligt. Af samme væsen som Faderen. 

Det kalder på så stor en eftertanke, at vi i kirken ikke kan sætte juletræet ud på Jesu fødselsdag. For han er gaven til os. Hele folket. Alle dage. Til verdens ende. En dag skal vi se ham. Det er hans løfte og derfor kan vi begynde at løfte vore hoveder og ranke vore rygge. For der blev rørt ved gamle jul. Den blev Christmas.

Velsignet Advent og Glædelig Jul, når vi kommer så langt.

Steen Sunesen, sognepræst