Væk med berberissen

Alt har sin tid. Nu er det afgjort tid til at sige endegyldigt farvel til den berberis, der står i bunden af præstegårdshaven ned mod parkeringspladsen. Vi gider ikke mere berberis. En hækberberis sælges bl.a. på, at den er god til at holde ubudne gæster ude. Fint. Ok. Den kan se godt ud. Ok. Fint. Ikke mindst om efteråret. Men man kan altså også stikke sig som bare rits rats filliong, gong, gong, vil du være til grin, så kom, kom, kom. Nej, vi gider ikke mere berberis. Slut. Væk med den. Goodbye und nichts Auf Wiedersehen. Den skal helt væk. For graverens skyld, der skal klippe den. For kattens skyld, der kan få sådan en grim hævet snude, hvis den har været på natlig udflugt, hvor alle torne er grå. Berberissen byder aldrig velkommen. Den siger: Bliv væk. Tak i lige måde, siger vi. Og gid vi aldrig må ses igen. En præstegård skal ikke være et pansret fort, heller ikke om den er aldrig så grønt pansret. En præstegård skal signalere et velkommen. Den skal ikke være et søvngænger-corona-forseglet torneroseslot.

Vi håber på nyt efterårsliv i konfirmandstue og kirke og byder velkommen til konfirmander, mini-konfirmander, torsdagsklub for de voksne, koncerter, menighedsrådsmøder og hvad vi ellers kan finde på af ikke planlagte kaffepauser og andet til gavn og glæde for store som små. Uden bønner går det jo slet ikke.

I øjeblikket lyder denne mandag middag Beethovens romantiske toner ud i arbejdsværelset. For foden af min stol sover Buller. Han drømmer om alt det han har oplevet i sit korte liv og siden han blev hentet hertil lørdag aften. Han er en lille sort hvalpet labrador oprindelig fra Nissedalsvej. Han er på gæsteophold i præstegården mens dem, han rigtig hører til hos, er på ferie. Ved siden af, en meters penge væk, sover den store præstegårdslabrador Credo. Begge har tumlet livligt med hinanden. Nu er de gået kolde. I stolen overfor - på det røde badehåndklæde - sover malteseren Bailey. Og under den anden stol - med det blå håndklæde (for man skal dele sol og vind lige) sover Daisy, en Yorkshire Terrier på to somre. To andre en hel del ældre af samme race er på havearbejde, de nifler i haven, flytter lidt småpind og bliver på matriklen. De kunne ikke drømme om at tage på udflugter andre steder hen. Men de trænger til en pause fra de andre. Det kan vi alle komme til. Men ikke for lang tid ad gangen, for så er der noget galt.

Og præsten fylder ord på ord til disse linjer. Noget skal der stå om det helt almindelige velsignede liv med ro og dejlig klangfuld musik - alt andet end betonrytmisk hjernedød. På væggen et svagt tik-tak fra et lyst egetræsur med lodder og trisser. Det slår hel og halv og skal kun hjælpes et par gange om ugen til at holde tiden næsten præcist. 

Livet er en gave. Hver dag. Every Day is a Thanksgiving Day. Er der for meget berberis omkring os, så opdager vi det slet ikke. Sæt dig ud over din indre berberis, fæld den. Opdag verden på ny. Gud velsigne dig. Søg, så skal du finde, siger Vor Herre… 

Nå, nu kom de gamle ind. Daisy vågnede op, Buller vågnede op, malteseren vågnede op. Credo og jeg bliver på posten. Der skal mere forstyrrelse til for at slå os ud af kurs. Denne velsignede ro, bare fem minutter i ny og næ, og der er kræfter til endnu en leg, endnu en dag, endnu en velsignet dag. 

Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig, spurgte Jesus den blinde i Jeriko - og svaret var så ligetil: at jeg må kunne se! Jesus åbnede hans øjne og han så Jesus og alle de andre. Hans indre berberis blev fjernet.

Steen Sunesen, sognepræst