Mørk eller lys farve?

I 1987 udkom »Fortællinger om Menneskers Liv og Tro« på Poul Kristensens Forlag i Herning. Daværende biskop i Aarhus, Herluf Eriksen, skrev i bogens forord, at forfatteren provst Viggo Lindum fra Thorsager-Bregnet sogne på Djursland gennem adskillige år havde haft til opgave at skrive små læsestykker til forskellige dagblade og ugeaviser. Stykkerne skulle fungere som kirkeligt stof, men samtidig være af almen interesse og sigte mod en bred læserkreds. Det følgende er et klip fra den fine bog med udvalgte småstykker. Hermed ønskes livsglæde og fornyet mod - alt som dagene længes.

I 1957 blev den fornemme nobelpris i litteratur tildelt den franske forfatter, Camus.

Han skrev bl.a. en bog om den græske heltekonge, Sisyfos, fra Korinth. Ifølge sagnet havde Sisyfos fornærmet de høje guder, og som straf blev han i dødsriget sat til at rulle en tung sten op til toppen af et bjerg. Men hver gang han var kommet op, rullede stenen fra ham, og han måtte begynde forfra. Og sådan skulle han fortsætte i al evighed.

Camus mener, at Sisyfos er et billede på mennesket. Livet er meningsløst og udsigtsløst. Vi kan ikke få det til at lykkes, som vi ønsker og gerne ville. Stenen ruller fra os, og der er kun det stadige forfra og om igen, uden at vi derfor kommer målet nærmere.

Her bruger Camus for alvor den mørke farve, når han skal skildre menneskelivet. Men han har selv oplevet livets meningsløshed, og han tror også, at mennesker ofte oplever livet sådan. Det store spørgsmål bliver derfor at finde ud af, »om livet er værd at leve eller ej«.

Det lyder dystert, men vi kan ikke uden videre afvise. Vi har alle sammen selv mødt det meningsløse. - For øvrigt omkom Camus ved en tragisk bilulykke, kun 47 år gammel.

For Camus var livet mest »en smertefuld affære«. Men vi ved alligevel, at livet ikke kun er spildt og forgæves. Det er den ene side af livet. Men i første række oplever vi livet som godt og vidunderligt. Ikke som en straf, men som en gave. Ikke som en ulykke, men som en lykke.

Da Gud havde skabt himlen og jorden, hedder det i den gamle skabelsesberetning: »Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt«. Det betyder ikke, at Gud roser sig selv og sit eget værk, men at mennesker altid har oplevet livet som noget underfuldt, stort og godt.

Op, al den ting, som Gud har gjort
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Her i Danmark var Grundtvig en af dem, der altid gjorde livets facit op, så der blev plus til den gode side:
Og skal jeg sejle min skude på grund
så var det dog dejligt at fare.

I 1832 oplevede Grundtvig påsken som den store livsbekræftelse, og glad skrev han salmen:
Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!

På Grundtvigs tid var en kirkegård et trist syn - mest jordhøje, hvorpå der var plantet sorte kors. Han ønsker nu det sorte kors væk og vil i stedet have liljen, livets og håbets blomst.

Grundtvig brugte mest den lyse og ikke den sorte farve. Og han sagde, »at Kristi kors igen skal gives sin rette farve, som ikke er mørkets, sorgens og nederlagets den sorte, men lysets, glædens og oprejsningens den hvide farve«. Både med og uden troen stod det fast, at livets grundfarve er den lyse, og ikke den mørke.

Med ønsket om en glædelig påske.
Steen Sunesen, sognepræst