En sang for den lyse dag

De lyse dage er over os og aftenerne kan endnu nå at blive længere. Der er en god måneds tid til Sankte Hans. Det er den lyse tid. Overskriften En sang for den lyse dag er taget fra en af biskop Georg S. Geils bøger. Han var den 42. biskop over Viborg. Han blev født 10.10.1930 og døde uventet 19.2.1996, 65 år gammel. Inden han blev biskop over Viborg i 1985, var han i årene 1960-66 præst ved Løsning og Korning kirker - de stærke jyders land - mellem Horsens og Vejle. Når præsten går op på prædikestolen i den gamle Løsning Kirke, det har både Geil og Deres undertegnede gjort flere gange, så står der med sirlig skrift: SLUK LYSET. Det kalder på et smil. 

Meningen er jo ikke, at præsten på prædikestolen skal slukke lyset i menighedens øjne, så blikket bliver mat og sjælen tung og træt. Tværtom. Gudstjenesten skal være til liv. Gudstjenesten skal være til opmuntring. Gudstjenesten skal være brød til dagen i dag, den vi kender kun alt for godt; og den skal være brød til dagen i morgen, som vi slet ikke kender. 

Men i Løsning gamle Kirke skal præsten netop i ordets egentlige forstand slukke lyset. I stedet for prismekroner i midtergangen er prismekronerne over bænkerækkerne i begge sider. Hvis præsten ikke slukker lyset, som sirligt skrevet står, så kan menigheden slet ikke se præsten, når han er på prædikestolen. Prismekronen tættest på prædikestolen vil i stedet blænde menigheden noget så irriterende. Det er træls. Det kalder på et lille smil igen, når præsten går ned fra prædikestolen. For se, så tænder han lyset. Ja, ja, det blev mørkt da han kom, og det blev lyst da han gik. De er ikke uden humor i Løsning gamle Kirke.

Fra sommeren 1968 til efteråret 1969 skrev Geil små stykker til Kristeligt Dagblad. De var at finde under rubrikken: »Ordet«. Det er disse små stykker, der blev udgivet samlet i En sang for den lyse dag. Geil tog dermed Jakob Knudsens udfordring op: »ånde luften i fulde drag, Synge Gud en sang for den lyse dag, Takke ham, at morgnen mig end er sød, At mig dagen fryder trods synd og død.« (Salmebogens nr. 754).

Bogen kom på Lohses Forlag i 1971. Den ville som sådan ikke bringe noget nyt  -  »kun nye forsøg på at sige lidt om noget, der bliver stående i en verden, hvor så meget skrider sammen omkring mennesket og i mennesket. Der serveres ingen løsninger; for i én forstand skal livet og dets spænding ikke løses, men leves. Men én, der i stadig mindre grad føler sine egne meninger ›færdige‹, vil søge at tale om det underligt rige liv og om den Kristus, som også i livets afgrunde deler både sorg og skam med sit menneske«.

Til Valdemarsdag 15/6 skrev Geil nogle betragtninger over Johannesevangeliet kap. 14, vers 6. Det er der, hvor Jesus siger: JEG ER VEJEN. 

Der er ikke mangel på folk, der vil vise vej. Idealister og mænd med hjemmestrikkede filosofier, kynikere og kristne forkyndere - alle mellem hinanden vil vi gerne vise vej.

Men om alle vejvisere - også de kristne - kan det forfærdelige gælde: man står der og peger på et mål langt borte … men man kommer aldrig selv til det mål. Man udpeger vejen … men man kommer aldrig ad den.

Jesus nøjes ikke med at pege på vejen og tale om den. Jeg er vejen! siger han. Det vil sige, at hvor ingen vej er, går han med et menneske og skaber vej. Han vil gå med den, der har mistet al orientering, og som ikke aner, hvilken retning man skal gå mod … og med ét bliver der vej i ørkenen.

Derfor kan der synges en sang for den lyse dag. Også når vi har modvind. God sommer!!

Steen Sunesen, sognepræst