Udfordringen dengang og nu

MAN SKAL HOLDE hvad man lover, siger et gammelt og godt ord. Ellers bliver man ikke til at stole på, har mange erfaret. De var så dygtige til at sige: »Det skal jeg nok«, men de gjorde det ikke. Så var de selv ude om, at man ikke længere regnede deres ord.

I sidste nummer af kirkebladet lagde jeg op til, at vi på denne plads skulle tage livtag med vores reformatoriske arv. 

Skal vi slå ned på en enkelt dato, så bliver det allehelgensaften d. 31. oktober 1517. Jeg husker at der var en quiz i lokalradioen i mit første studieår på universitetet, hvor vi terpede latin og græsk. Man kunne ringe ind, svare på et spørgsmål og vinde en LP. Jeg vandt ingen LP, for jeg var ikke kommet så langt i kirkehistorien - og havde slet ikke forventet netop det spørgsmål - eller havde ikke bidt mærke i, at her var der noget at bide mærke i. Til gengæld har jeg lige siden den dag uden slinger i valsen kunnet svare på, hvornår teserne blev hængt op på kirkedøren i Wittenberg. Det var allehelgensaften d. 31. oktober 1517. På turen til »Lutherland« som flere præster fra Thy og Mors var på sidst i maj, så vi kirkedøren i Wittenberg. Historiens vingesus kom helt nær.

Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: »Gør bod« osv., tilkendegav han dermed som sin vilje, at de troendes hele liv skal være en bod.

Sådan lød den første af de 95 teser augustinermunken Martin Luther - ifølge traditionen - slog op på kirkedøren. Luther mente, at det var på tide med en drøftelse af kirkens afladspraksis. Derfor blev teserne slået op. De spredtes med stor hast over hele Tyskland og vakte umådelig opsigt. Den sande bod - hævder Luther - er ikke en rask forretning, der kan ordnes med præsten, men en proces, der varer hele livet.

Det blev stødet til den begivenhed, vi kalder reformationen. Den vesterlandske kirke var hidtil samlet under pavestolen, men fik nu et brud, der ikke siden er helet. En ny kirkeafdeling opstod, opkaldt efter Luther, men imod hans eget ønske. I 1522 skrev han: »Først og fremmest beder jeg om, at man vil tie med mit navn og ikke kalde sig lutherske, men kristne. Hvad er Luther? Læren er dog ikke min … hvordan er det kommet så vidt med mig elendige, stinkende ormesæk, at man har opkaldt Kristi børn med mit ulykkelige navn? Lad være, kære venner, lad os slette partinavnene. Jeg er og vil ikke være nogens mester … Kristus alene er vor mester«.

Det er altså ikke Luthers person som sådan, vi skal holde jubilæum for. Det afgørende er Luthers budskab

Luther ønskede ikke revolution, men reformation. Han var ikke rebel for oprørets skyld. Han var ikke »individualistisk«. Han gik ikke i brechen for det enkelte menneskes ret og frihed til at tro og mene, hvad det selv finder for godt. Han ville: forny den ene, kristne kirke på det apostolske evangeliums grund

Gang på gang betones, at der ikke er tale om noget nyt, men der er overensstemmelse og enhed med den gamle apostelkirke. Der er samme dåb som i den tidlige kirke. Der er samme nadver som i den tidlige kirke. Der er skriftemål, prædiken-embede, trosbekendelse og Fadervor. 

Prædiken på modersmålet opfandt han ikke - det var så småt allerede på vej, men brugen af modersmålet slår fuldt igennem i de evangeliske menigheder, der skød op. 

Hovedpunkterne i den kristendomsundervisning, Luther var talsmand for, var: De ti bud - Fadervor - Dåben og Nadveren - Trosbekendelsen. Her var ikke brug for noget nyt. Hvad Luther gav os i den lille katekismus, som vi har bag i Salmebogen, det har siden været grundlag for konfirmationsforberedelse og anden undervisning. For her er vi inde ved kernen.

Steen Sunesen, sognepræst