Udfordringen dengang og nu - 3. del

MENS DISSE LINJER SKRIVES har vi haft den sidste søndag efter Helligtrekonger. Foran os ligger fastens vandring op til Jerusalem. Op til Golgatas kors, den lange fredags mørke og den herlige lyse påskemorgen, der gør alt nyt. For Jesus Kristus stod op fra de døde. I fællesskabet med ham er vi genfødte til et levende håb. Troens store gave.
Storm P sagde engang: »Menneskene er jo gode, hvorfor er de det så ikke?«. Nyhedsstrømmen om menneskers overgreb mod andre mennesker synes ikke at aftage. Der er krig og vold. Der er terror. Der er chikane på det helt personlige plan. Helt uskyldigt poster unge billeder ud på Facebook og Instagram. Andre med beskidte motiver går på hugst i billederne, klipper og klistrer i photoshop, og så er man uden at vide det pludselig blevet hovedperson i noget snavs, man slet ikke har været i nærheden af. Et kønt ansigt kan bruges til meget. Det er identitetstyveri. Hvorfor er det sådan? »Menneskene er jo gode«. Det er de, ja, men så er de heller ikke bedre.

Autoriteten i Kirken
Martin Luther døde i sin fødeby Eisleben natten mellem d. 17. og 18. februar 1546 og blev senere begravet i Witteberg. Han blev 62 år, 3 måneder og 8 dage gammel. Efter hans død fandt man efter sigende en seddel, hvorpå han havde skrevet: »Vi er tiggere, det er sandt«. Når man lytter til hans forkyndelse, får vi et billede af et menneske, der på en gang kender til den dybeste selvanklage og den urokkeligste myndighed. Han har set dybt i menneskets afmagt. Han har set dybt i menneskets nød. Han kender som tolderen i templet til bekendelsen: »I mig bor der intet godt. Forbarm dig over mig«. Han fastholdt radikaliteten i denne selvbesindelse. Vi er tiggere, det er sandt.
Men samtidig er der få, der har været så klippefaste om sandheden i deres lære som Luther. Hvoraf denne urokkelighed? Han brød med de gamle autoriteter. Paven havde ikke den afgørende myndighed i kirken. Den tilhører alene Kristus. En kender af Luther har sagt det sådan: »Et menneske må i sin samvittighed overbevises om, at de kirkelige autoriteter er i overensstemmelse med sandheden. Og sandheden hører Gud til. I samvittigheden har paven eller andre menneskelige autoriteter intet at sige. Her råder Gud alene« - (Thestrup Pedersen). Derfor kunne Luther ikke tilbagekalde sin lære. Hans samvittighed var fanget i Guds ord. Her er vi inde ved autoriteten i kirken. 

Skriften alene
Den lutherske reformation siger ikke: Kirken alene. Men Skriften alene, Kristus alene, Troen alene. Et sted kan Luther give udtryk for at »kirken er en skabning af evangeliet og uden sammenligning ringere end dette«. Her er vi inde ved kilden til sandheden. Bibelen bliver helligskriften, der har forrang. Det gælder om at sidde ved apostle og profeters fødder, »høre hvad de siger og ikke sige dem, hvad de skal høre«. Derfor gælder det for præsten om at blive ved, hvad der står skrevet uden at lægge til eller trække fra. Så skal Gud nok velsigne ordets virkning, så vi ser hvem Kristus er og hvem vi selv er.

Steen Sunesen, sognepræst