Udfordringen dengang og nu - 6. del

Hvordan skal vi rejse os efter sidste sætning i sidste nummer af kirkebladet? Hvis det er rigtigt, at vi ser vort sande ansigt i Guds lov, hvordan skal vi så komme videre? Det kan vi ikke. Så enkelt er det. 

Har man fuldt loven til punkt og prikke, svaret enhver sit, så er der ingen problemer, for så er man jo lovlydig - og så har loven ikke noget at udsætte på én. Samvittigheden har det godt. Efter julefrokosterne lader man bilen stå og kører hjem med bus eller taxa. Selvfølgelig gør man det. For man kender loven og vil ikke udsætte andre for fare ved selv at liste hjem med en brandert på. 

Alligevel viser statistikken, at politiets alkoholmeter slår ekstra ud, når det er sæson for julefrokost. Man kender loven, men bøjer den. Loven gælder de andre, selv er man undtaget for at følge den. Man vælger selv de områder, hvor loven skal følges, og tildeler sig selv dispensation på de områder, der opleves urimelige for én selv. Det har vi alle gjort. Har jeg ret eller har jeg ret?

ER det muligt at rejse sig, når det fik fatale konsekvenser for andre, at jeg lod hånt om loven? Er det muligt at rejse sig, hvis man i en julefrokosts brandert overså den dobbeltoptrukne linje og dermed blev skyldig i et andet menneskes lemlæstelse eller død? Hvordan kan man rejse sig?

Hvad stiller mennesket op med skyld? Reformationen understregede, at den vanskeligste sondring, var sondringen mellem lov og evangelium. Reformationen understregede, at begge dele skal lyde fuldt og helt. Uafkortet. I Herrens Veje, serien på DR, blev der spurgt om der var tilgivelse for incest og mord. »Ja« svarede August. »Gud er kærlighed«. Yes, men at Gud er kærlighed, er ikke det samme som, at alt så også er i orden. For incesten og mordet skal netop ikke bortforklares, det skal holdes frem i al sin gru. For du må ikke slå ihjel. Bliver skylden diffus, så bliver tilgivelsen det samme - så kan vi klare det selv - så kan vi undskylde os ud af det. Men så bliver glæden også derefter. 

Den skyldige kan ikke rejse sig selv. Han må rejses. En anden må tage affære. Den syge kan ikke gøre sig selv rask. Han må helbredes. Den fortabte er fortabt. Den døde er død. 

En anden må tage affære, hvis nøden skal afhjælpes og det Ny Jerusalem i Bibelens sidste bog overtrumfe det tabte Paradis. Derfor fejrer vi, at Gud blev menneske i Jesus af Nazareth. Tro er at lade ham tage affære. Han er vejen til det Guds milde ansigt vi skal se, sådan som vi synger juleaften. Det er ikke en tro ud i det blå. Det er ikke en åndelighed ud i det blå. Diffus. Den er konkret. Lige så virkelig som dig selv. For Ordet blev kød. I Betlehem. Fremtiden er i hans navn. Det er kristen tro. Hvordan skal der komme varme i et koldt samfund uden ham? 

Glædelig jul!

Steen Sunesen, sognepræst