De lige furer

I 1987 udkom „Fortællinger om Menneskers Liv og Tro” på Poul Kristensens Forlag i Herning. Daværende biskop i Aarhus, Herluf Eriksen, skrev i bogens forord, at forfatteren provst Viggo Lindum fra Thorsager-Bregnet sogne på Djursland gennem adskillige år havde haft til opgave at skrive små læsestykker til forskellige dagblade og ugeaviser. Stykkerne skulle fungere som kirkeligt stof, men samtidig være af almen interesse og sigte mod en bred læserkreds. Det følgende er et klip fra den fine bog med udvalgte småstykker. Hermed ønskes livsglæde og fornyet mod - alt som dagene kortes. Med tak for høsten her som hisset. - Steen Sunesen

En af de bedst kendte bøger fra den svenske litteratur er Selma Lagerlöfs »Gösta Berlings Saga«. Sagabogen har navn efter hovedpersonen Gösta Berling, men ellers indeholder den mange andre sagaer og fortællinger fra det gamle Värmland. Selma Lagerlöf har hørt dem som barn og ung, og nu finder hun sin glæde ved at fortælle dem videre, så også andre kan lytte med.

Der er f.eks. også beretningen om den gamle solide og dygtige storbonde, der skal til at slutte sit liv. Hans kone og børn og alle tjenestefolkene er samlet omkring hans sygeseng. Lykkeligt har hans liv været, og han kan slutte som en rig og anset mand. Hans afskedstale til de forsamlede lyder: »Jeg har været en flittig arbejder og en god husbond - jeg har kørt ploven i lige furer. Jeg har bygget laden tre gange større - Gud vil nok gi’ mig en god plads i sit himmerig«. Meget andet godt og fortjenstfuldt har han at fortælle, og de grædende tjenestefolk gentager bekræftende hans ord: »Han kørte ploven i lige furer, det gjorde han«.

Under enetalen er en fremmed trådt ind i stuen. Han står ved døren og hører på. Så går han hen til den syge og tager hans hånd: »Min ven, har du betænkt, hvem den herre er, for hvis åsyn du skal stedes? - Vil du rose dig over for ham og måle dig med ham - træd ikke frem for din Gud med store ord - Bøj dig! Grib fat som et barn i fligen af hans kappe og bed om beskyttelse«.

Den syge spiler øjnene op. Noget lyser i hans ansigt. Han folder sine hænder. Den fremmede bøjer hovedet og beder, og alle i stuen beder med. Den fremmede var »Guds sendebud«. Sådan kaldte egnens folk ham, fordi han gik med klogskab og godhed, og fordi han ofte kom med hjælp til de fattige.

Den gamle beretning, som Selma Lagerlöf her genfortæller om den rige bonde i Värmland er tydeligt gennemvævet af bibelske tankegange og citater. Beskrivelsen af Guds storhed er fra Jobs bog. Fra Ny Testamente er ordene om, at Gud ikke dømmer efter »personsanseelse«, at det ikke sømmer sig for et menneske at prale eller »rose sig« over for Gud og kvinden, der rører ved en flig af Jesu kappe. Sagaen om den rige bonde i Värmland er i det hele fortalt som et modstykke til Jesu fortælling om »Den rige bonde«, ham, der kun var rig i sig selv, men ikke i Gud.

Selma Lagerlöf og sagaen bag hende sætter ikke minus ved menneskets flid og dygtighed og de lige furer. Selma Lagerlöf selv var meget flittig og satte arbejde og dygtighed højt. Hendes valgsprog var Labor omnia vincit. Det betyder: »Arbejde overvinder alt«. - Men den gamle saga siger, at de jordiske lige furer ikke rækker ind i Guds rige. Og den siger, at selvom et menneske kan springe højt, er der ingen, der kan »springe over grave«.

I Guds rige gælder den indskrift, der stod at læse på gamle skilderier og systykker, der hang i de gamle bondestuer: »Alt af nåde«.