PRÆST!

Der står den så og kan ikke så meget andet. Den kom tidligere på året. Fordi der var fest. Brændeovnen i præsteboligen skulle tilbørlig indvies og så blev der inviteret til bring-din-egen-pind-fest. #Ævle-kævle-menighedsråd. Noget pind var lige til at lægge i ovnen. Tak. Andet pind krævede en sav. Tak. Mindste pind var en tændstik med sløjfe. Tak. Og dertil en lille fin sten med bål og flamme. Den står altid lige oven på brændeovnen. Så er der altid gang i den, selv om der ikke er gang i den. Den anden står, hvor den blev sat tidligere på året. Den er så stor og så tung, at man ikke lige tager den under armen. Med hammer og mejsel - tror jeg det var - ridsede giveren de fem bogstaver ind i den. Siden er de blevet trukket op med rødt. Hver gang, når jeg står ved køkkenvasken og kigger ud, så står den der. De fem bogstaver sender sit klare signal: PRÆST.

Det nok den eneste på Mors af sin slags. Måske er det også den eneste i Danmark? En stor tung kævle. Hvor stor? Ja, den er 70 cm høj. Den er mellem 60 cm og 70 cm i længde og bredde. Den er to meter og 5 i omkreds. Tung? Ja, den er tung. Man skal være verdens stærkeste mand for at flytte den uden hjælpemidler. Så den står der, hvor den blev sat tidligere på året.

PRÆST står der. Hvad betyder det? Ja, det betyder i hvert fald to ting. Den ene ting kan enhver forstå. Det er præstens kævle. Det er præsten, der bor her. Den anden ting skal man måske være præst for se. For når der står PRÆST, så betyder det, at præsten skal være præst. Så vær det da: PRÆST. Så kan vi oversætte det: Præst - vær præst.

Så kommer vi til det. Kan en præst strejke? Mens jeg skriver, knager det i OK18, så det forslår. For første gang i den tid jeg kan huske, har Præsteforeningen varslet strejke. En lille gruppe overenskomstansatte præster, var det 44 (?), blev udset til at strejke. Det gav os noget at tygge på. For kan en præst strejke? Kan en præst holde op med at være sig selv? Det er jo det finurlige ved at være præst. Identitet og arbejde er koblet sammen, som to sider af en mønt; men ikke som hånd i handske - for handsken kan tages af. Præstekjolen kan tages af og på, men præsten er jo præst uanset om kjolen er på eller ej. 

Det interessante ved OK18 og præsterne er ikke udfaldet, om der kom en lønstigning eller ej. Det interessante er præsternes selvforståelse. Det er spørgsmålet om, hvem der i grunden er deres arbejdsgiver. De er kaldet af menigheden, ansat af Ministeren, ordineret af biskoppen og står ifølge deres til biskoppen afgivne præsteløfte til ansvar for deres tjeneste med regnskabsdagen for øje (= Gud). De er i ordets egentlige forstand tjenestemænd. De står til tjeneste og må arbejde på fuld tid. Også på helligdagen. Ifølge den gamle Aalborgbiskop PC Kierkegaard (Sørens storebror) skulle der ikke være én i kongeriget, der ikke havde umiddelbar adgang til en præst, døgnet rundt. For når et menneske er i nød, så er det i nød - og så skal der være én - uanset overenskomsten, der står til rådighed dag og nat. Måske hoppede kæden ikke af ved OK 18. Måske hoppede kæden af lang tid før. Da den første overenskomstansatte præst blev ansat. Og måske var det derfor nogle præster meldte sig ud af præsteforeningen.

Nå, søen falder nok til ro igen. Forhåbentlig uden nogen druknede. Jeg ved ingenting om nogen som helst ting. Men den står der stadig i synsfeltet, når jeg løfter blikket fra køkkenvasken: Præst - vær præst. Sikke et held jeg er tjenestemand og ikke blev udset til at strejke. Sikke et held. Og sikke et held, at jeg boede i Jerusalem, da der var Intifada i 1980’erne. Så vidste vi godt, at selv om hoveddøren var lukket, var bagdøren på klem. Den nøglemagt kirken har fået betroet til at lukke i, så ingen kan lukke op, er jo af en helt anden karakter end en lukket kirkedør (Matt 18,18; Joh 20,23). 

God sommer.

Steen Sunesen, sognepræst