Udfordringen dengang og nu - 2. del

DETTE KIRKEBLAD KOMMER i december, vi er i gang med at forberede os til juleaften - årets store familiesammenkomst på godt og ondt - den store glæde for hele folket, som englene sang om. Hos evangelisten Johannes hedder det, at »Ordet blev kød« - sagt helt enkelt: Gud blev menneske. Det fine latinske ord er »inkarnation«. Vi genkender måske ordet bedst i »reinkarnation«, men det er nu noget helt andet. Det handler groft sagt om dårlig karma, at høste hvad man sår, handler om at fødes igen og igen - indtil man kan slippe ud af alt, hvad der måtte være trælst og nå frem til en forløsning (Nirvana). Det er en for reformationen fremmed tankegang, at vi skal fødes igen og igen. For reformationen var inkarnationen i centrum: »Kristus alene«.

På besøget i Wittenberg som flere præster fra Mors og Thy var med på i maj, så vi et fine maleri. Jeg har den med hjem i plakatform, så den om føje tid kan komme op at hænge i præstegården. Vi så Martin Luther på en prædikestol i højre side af billedet. Han peger på Jesus på korset, så han kommer i centrum, og i den anden side af billedet ser man menigheden (se billedet herover).

Nogle har sagt at kirken efter reformationen blev en prædike-kirke, at prædiken blev løftet op på niveau med dåb og nadver, ja, gjort til det centrale i gudstjenesten. Det hænger sammen med, at hovedsagen i gudstjenesten ellers ville blive menneskets dyrkelse af Gud. Her pointerer reformationen, at det grundlæggende i al kristen gudstjeneste er, at Gud handler med os. Derfor har Luther denne one-liner:

Hvor Guds ord ikke bliver prædiket, er det bedre, at man hverken synger, læser eller kommer sammen.

Hvad handler det om for kirken? Jo, mente man -  og det mener vi vel stadig! Det største kirken kan yde, er at forkynde sandheden om Gud så klart og indtrængende, har én sagt, at der sker et møde mellem Guds vilje og mennesket. Gud selv er skjult for os, og vi når ham aldrig med vore tanker, vore følelser eller vore gerninger. Hvis vi skal have fællesskab med vor Skaber, må Han komme til os. 

Det var Luthers tro, at Gud har brudt sin tavshed og lader sit ord lyde, det ord, uden hvilket intet menneske kan leve. Gud er den magt, der gennemtrænger hele tilværelsen, men vi kender ikke hans vilje med os. Dette er for Luther, den dybeste grund til menneskelivets fortvivlelse. Ordet om Kristus betyder, at Gud har givet os sin inderste vilje med os til kende. Kristus er »Guds Faderhjertes spejl«.

Holder den prædiken aldrig op, kan vi tænke, når vi er til gudstjeneste. Siger han ikke snart »Amen«. Hvorfor skal pinen trækkes i langdrag? 

Men så forstår vi ikke, hvad Luther forstod ved prædiken. Den er, som han siger, uddeling af syndernes forladelse. Alt, hvad Gud har at give, rækkes derfor i prædikenen. En sand evangelisk prædiken er ikke en prædiken over Guds ord, den er selv Guds ord.

Derfor kan Luther også sige: En præst skal ikke efter sin prædiken bede Fadervors femte bøn og søge syndsforladelse, men han må med alle profeter og apostle frimodigt erklære: dette har Gud selv sagt. Dette er Guds ord og ikke mit. Den, der ikke tør rose sig således af sin prædiken, han må høre op med at prædike, han lyver helt sikkert og spotter Gud.

Luther vidste, hvad det var at stå under myndighed og han viste andre, hvad ægte myndighed er. Ordet skal ikke bare klargøre tanker for os, det skaber en ny situation. Derfor fik prædikestolen en så fremtrædende plads i kirkerummet.

Steen Sunesen, sognepræst