Rulleteksterne

 

Kan du huske, hvornår du sidst var i biografen? Jeg tænker ikke på hjemmebiografen, men en rigtig biograf. Med popcorn, reklamer, dæmpet belysning og fed lyd. Jeg tænker på en fyldt biograf eller næsten fyldt. Eller i hvert fald en biograf med mindst 10-15-20 mennesker, der helt uafhængig af hinanden er gået i biografen for at se den samme film. Jeg tænker ikke på en speciel film. Det betyder ikke noget om det er krimi, underholdning, drama eller noget helt andet. Det betyder heller ikke noget om den er dansk, svensk eller usask.

Jeg tænker på det splitsekund, hvor sidste replik er sagt. Jeg tænker på det sekund, hvor en ensom Lucky Luke rider mod solnedgangen efter endnu en gang at have kæmpet en brav kamp mod Dalton-brødrene. Solen går ned. Han rider alene og siger Jolly til sin hest. Og så fløjter han eller nynner begyndelsen på et omkvæd: »I’m a poor lonesome cowboy«. Så ved vi filmen er slut.

Hvad gør vi så i selvsamme splitsekund, hvor sidste replik er sagt, i selvsamme splitsekund, hvor fotografen fastfryser billedet? Da jeg var barn, var der ofte et eftertankens sekund. For hvad var det, man havde set? Det kunne man godt sidde lidt og tænke over mens - rulleteksterne - rullede. Sådan var det, da jeg var barn. Man fløj ikke ud af biografen i samme sekund rulleteksten begyndte at rulle. Dels skulle man lade filmens budskab, dens billedside og lydflade, dens storhed bundfælde, bevæge én lidt mere, klinge af. Dels kunne der være fraklip, der kaldte smilet frem. Dels kunne instruktøren snyde, så rulleteksterne alligevel ikke var det sidste. Derfor fløj vi ikke ud af biografen, da jeg var barn. Vi ville gerne have lidt ekstra.

Da jeg var inde i biografen i Nykøbing og se »Lykke Per«, rejste vel 95-96% sig i selvsamme sekund, rulleteksterne begyndte at rulle. De ville ud så hurtigt, at man kunne overveje om de alle sammen havde drukket for meget Cola, at de alle samme skulle på toilettet på samme tid, så det var et kapløb om at komme først. Men det var ikke tilfældet. Der var plads nok. De resterende 4-5% der ikke rejste sig, blev nærmest tvunget til at rejse sig. Gruppepres. For de kunne jo vel nok forstå, at filmen var slut. Men filmen var ikke slut. Rulleteksterne hørte med. 

Et menneske eller flere havde fået en dagsløn eller to for at skrive rulleteksterne, enten i alfabetisk rækkefølge eller hovedpersoner først og så bipersoner. Og længere nede noget om musikken og hvem der havde »skudt« filmen. Disse mennesker skulle krediteres for deres indsats. Musikken betyder jo meget for en film. Fotografens arbejde betyder meget for en film.  

Jeg ved ikke, hvad en rulletekstskribent hedder i filmsprog, men det er åbenbart kun de færreste, der sætter pris på hans arbejde. Det er næsten som i sangen om Larsen. Det sku’ være så godt, men så blev det faktisk skidt. Et fuldstændig spildt og overset job. Men rulleteksterne er der stadig. Mennesker skal have kredit, selv dem med de allermindste roller. 

Var det derfor englen julenat gik til hyrderne ude på marken ved Betlehem? Fordi de også talte med, selv om ingen andre regnede med dem og hastede forbi? Jeg tror det. 

Hvor uanseligt ringe vi end kan opfatte vores rolle i tilværelsen, i familiens sammenhæng eller vores tilknytning til arbejdsmarkedet - så adresseres julenat Gud Faders velbehag over alle mennesker til alle tider - også over dig. Hans kærlighed bliver synlig i et lille barn i en lille afkrog af verden. Når vort liv engang rinder ud og rulleteksterne over vort liv ruller ned over lærredet, så bliver det tydeligt også for os, hvor stor en rolle dette barn har - Immanuel - Gud med os.

Velsignet Advent & Glædelig jul

Steen Sunesen, sognepræst