Flygt!

Man kan have så travlt, at man aldrig får tid til noget. Sommerferien er forbi. Jeg er lige vendt hjem efter varm tur til Korsika. Uge 37-38-39 banker på, når du læser disse linjer. Vips så er det tid til skolernes efterårsferie. Efter en hurtig middagslur er det deadline til næste kirkeblad tirsdag d. 23. oktober. Tiden går så hurtigt, men hvor er det længe siden, man var ung. Det er næsten ikke til at huske. Især stressramte er udfordrede på deres hukommelse. De er her, trækker vejret, men det er som om, de alligevel ikke er her. Stress skal man ikke spøge med. Det overkommes heller ikke med velmente råd om, at man bare skal tage sig sammen. Det overkommes heller ikke alene ved at købe tilpas mange farveblyanter og tro at kunstterapi er løsningen. Men måske er det ikke så ringe endda. 

Foran mig har jeg f.eks. en malebog fyldt med glasmosaikker overvejende fra middelalderen. En del af mosaikkerne er fra store katedraler. Enkelte af motiverne er så fine og enkle, at børn kan være med til at fylde mosaikkerne ud, når de får fortalt en god historie. Og sidder man alene en endeløs lang eftermiddag eller aften, så kan man jo selv. I forordet står der: »Farvelægning er ikke kun en aktivitet forbeholdt børn. Den indebærer, at man kan sætte sig ned i fred og ro og betragte motiverne foran sig, så man bedre kan forestille sig deres farver, og at man har et roligt åndedræt, så man får kontrol over sine bevægelser. Således styrkes koncentrationen, præcisionsevnen og samarbejdet mellem de to hjernehalvdele. Denne meditative tilstand betyder, at man føler sig afslappet og bliver bedre til at lytte til sig selv«. Malebogen sætter ikke krav. Den giver dig »en lille tidslomme af koncentration, ro og æsteticisme som modvægt til hverdagens stress og jag«. 

Jeg må helt ærligt tilstå, at jeg ikke har haft gang i farveblyanterne endnu. Men måske er det ikke så ringe endda at sidde med en farveblyant eller løse en krydsogtværs eller en sudoku. Det produktive fremmes måske bedst, når vi husker Dronningens nytårstale og tage det uproduktive til os. For hvad er det vi skal nå?

Som overskrift for dette kirkeblads »Eftertanke« har jeg sat: Flygt. Vi har alle billeder af krigens flygtninge for os. Vi har alle billeder af sultens flygtninge for os. Sådanne billeder kan udløse så meget. Det kan være ønsket om at gøre en forskel. Det kan være ønsket om at hjælpe. Tak til dem, der ser nøden og efter bedste evne og barmhjertighed og anstændighed søger at gøre den nødvendige forskel. For flygtninge har brug for hjælp. Det har velstandens mennesker også, for mennesket lever ikke af brød alene. Det dør tilmed, hvis det kun har brød. Det materielle har aldrig kunnet stå alene. I adventstiden læser vi Vorherres programerklæring. Han er kommet for at »bringe godt budskab til fattige, udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, sætte undertrykte i frihed, udråbe et nådeår fra Herren« - Lukasevangeliet 4,18-19. Som kirke er vi sat til at arbejde med på samme programerklæring. Derfor må vi med Henri Nouwen (1932-1996) spørge: »Hvad kræves der af en mand eller en kvinde, der har kald til at kaste sig ind i tidens kaos, smerte og tale håbets ord?«.

En veluddannet mand ved Kejser Theodosius den Stores hof (347 - 395) i Konstantinopel underviste hans sønner. Han havde til dagen og vejen. Til fulde. Han led ikke nød. Men alligevel var han ikke tilpas. Jesus havde jo sagt: »Hvad hjælper det at vinde hele verden, hvis du må bøde med din sjæl«. Da fødtes bønnen til Gud i ham: »Herre, led mig ind på frelsens vej«. En stemme sagde til ham: »Arsenius, flygt fra verden, og du vil blive frelst«. Så flygtede han fra det fine liv i storbyen og endte i ørkenen i Ægypten. Han gentog sin bøn. Igen var der en stemme, der talte til ham: »Arsenius, flygt, vær stille, bed uophørligt, for det er kilderne til at undslippe synden«. Ordene flygt, vær stille og bed opsummerer den tidlige kirkes åndelighed. De angiver tre veje til at forhindre verden i at forme os i dens billede, og er dermed også tre veje til Helligåndens liv. Gad vide om vi stadig kan lære noget af den tidlige kirkes åndelighed? Flygt! Vær stille! Bed! Vi kan også sige det på nudansk. Hvad hjælper hastighed, hvis retningen er skæv? Hvad er det, vi skal nå? Måske kan lyset fra de gamle glasmosaikker i katedralerne i antistressmalebogen eller sågar det lille vindve i Ørding Kirkes apsis pege på en vej, der fører hjem. 

Om hastværk fald dig bragte,
så lær kun at gå sagte. 
Salmebogens 633, v. 2.

Steen Sunesen, sognepræst