Husk: Luther på Mors den 22. september 
Se hele programmet her

Udfordringen dengang og nu - 4. del

Dette kirkeblad udkommer lige efter årets konfirmationer. Tillykke til konfirmanderne og deres familier. Så mange og så fine gaver. Pas godt på dem, nyd dem. Glæd jer. Vi har øvet på Fadervor og stammet med på Trosbekendelsen.
Bekendelsen kan synes så fremmed en verden, koncentrerede ord fra en anden tid. De har deres egen tryghed, når man først har lært dem, smagt på dem, stammet med på dem. Hvad tror du på? Jeg tror på Gud Fader, Skaberen af Himmel og jord. Jeg tror på hans søn, Jesus Kristus, min levende herre, der kun vil mig det godt. Jeg tror på Guds hellige ånd, der skaber troen i mig, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

GAVEORD
Trosbekendelsen gemmer på nogle herlige ord. Gaveord, må vi godt kalde dem. De er sammenfatning af budskabet i Bibelen. Når vi læser i Bibelen, læser vi ord om synd og død, liv og nåde. Ingen understregede det med synd og nåde som apostlen Paulus i brevene i Ny Testamente. Han kan afsløre én, så man står fuldstændig afklædt. Og han kan iklæde én den skønneste dragt: Kristi retfærdighed. Så ren som den smukkeste hvide brudekjole. På samme måde kunne Martin Luther skære tingene ud i pap.
For 500 år siden kunne man ikke bygge en Storebæltsbro eller en tunnel under den engelske kanal. For det første havde man ikke råd. For det andet havde man ikke ingeniørkunst og snilde nok til at få en tunnel fra hver side til at mødes på midten med den påkrævede tolerance. Somme tider kan det være svært nok at få to pegefingre til at møde hinanden, hvis man sidder med lukkede øjne og lader albuerne hvile på bordet. Sådan er det også med Guds norm for menneskelivet og vores måde at leve op til den norm. Det falder ikke i hak. De to fingre mødes ikke. Tunnelen får for stor tolerance, rammer skæv af hinanden.
Det så apostlen Paulus, Martin Luther så det. Vi ser det ikke, for vores åh så fornuftige nyateistiske sekulære tid kæmper med at stå på egne ben og løsrive sig fra den religiøse sprogbrug. Men vi mærker alle afstanden mellem Guds tanker for det gode liv og vores hverdag, når terroren og egoismens lovløshed tager overhånd, så kærligheden kølner og tomheden og skylden banker på. Vi erfarer afstanden, uoverensstemmelsen og kan ikke finde de rigtige ord at sætte på. 

GENOPRETTELSE
»Syndernes forladelse« i trosbekendelsen er ordene for genoprettelse af det brudte fællesskab mellem Gud og menneske. »Syndernes forladelse« er Guds måde at få det, der ikke falder i hak, til at falde i hak. For Jesu skyld. Det er gaven til os. Altså er evangeliet en prædiken, der tilgiver synden og skænker den fred, vi ikke selv kan vinde. En slægt der ikke véd, hvad man skal stille op med denne gave, fordi man er så sikker i sin egen sag, har ikke brug for mildhed, mener vor reformator. Her har lovens strenghed sin plads.

Steen Sunesen, sognepræst