En ny begyndelse

I næsten alle H.C. Branners (1903-1966) noveller, romaner, hørespil og skuespil møder vi mennesker, der ikke har klaret livet særlig godt. Det bliver forkert og mislykket, og nu håber de på en ny begyndelse.

Vi har det tydeligt i skuespillet »Søskende« fra 1952. Den gamle myndige provinsdommer har fået et slagtilfælde og skal dø. De tre børn er kommet hjem og venter nu i hans kontor på domhuset. De har ikke set hinanden i flere år, og heller ikke deres far.

Den ældste søn er en rigtig 12-talsdreng. Han er jurist som faderen, en tro kopi, men han er blevet en vindtør mand, som livet er gået forbi. Selvom han er efter faderes hjerte, har han ikke sin fars kærlighed. Den yngste søn er familiens sorte får. Han har fået nok af faderens strenghed og er flygtet hjemmefra. Han har brugt sin frihed, men er endt som vagabond. Datteren har klaret sig fri af faderen, men er endt som luksuskvinde i et koldt ægteskab.

Medens de tre søskende venter, får de snakket ærligt og fortroligt sammen. De mindes dengang de var børn og lå i samme seng og snakkede i mørket og fandt hinandens hænder. De er alle enige om at begynde forfra. Det gamle skal være forbi, noget nyt og bedre skal begynde. »Måske kan jeg begynde at leve, når han er død«, siger den yngste. Men da faderen er død, bliver det hele alligevel det gamle igen. Efter begravelsen rejser de hver til deres eget. Datteren dog med vilje til at få det bedste ud af livet og »afbøde det værste«.

Den nye begyndelse lykkes ikke for H.C. Branners personer, og han har også selv svært ved at tro på den mulighed.

»Søskende« handler ikke kun om det enkelte menneskes mulighed for at begynde forfra. Stykket handler også om tiden efter 2. verdenskrig. Da skulle alt blive nyt, lyst og godt. Men det blev den kolde krigs tid. Og det handler om den moderne tid. Fri af alle gamle bånd, men det kniber med at bruge den store frihed til det gode. Den nye begyndelse lader vente på sig.

Sortsynet lå H.C. Branner nær, men han vidste også godt, at det var troens mulighed. Om efterkrigstiden [den for os længst gamle tid, men for dem nye, og som vi igen sukker efter: en ny efterkrigstid] siger han: »Måske er det begyndelsen til troen på Gud«.

Troen regner også med en ny begyndelse, men det er Guds nye begyndelse. Det er den store pottemager, der ikke smider de mislykkede kar bort, men tålmodigt begynder forfra med leret på drejeskiven. - Det var netop sådan, Jesu første disciple oplevede troen. Det hele var mislykkedes for dem, men de blev alligevel på ny kaldt ind i hans følge.

Vi husker bibelens Thomas, der var tom og ikke kunne tro. En af H.C. Branners personer hedder også Thomas, fordi han er tom, men for ham spiller Frelserkirkens klokker til sidst håbets melodi: »Den signede dag«.

Eftertanken er blevet til under skyldig hensyntagen til Viggo Lindums forlæg i Fortællinger om Menneskers Liv og Tro, Herning 1987.

Steen Sunesen