Hvem spørger til din sjæl?

For nogen tid siden oplevede jeg den mærkeligste telefonsamtale, jeg nogensinde har haft. Jeg sad på mit kontor, da telefonen ringede. Som sædvanlig svarede jeg »Sjödin«. Det havde jeg ikke behøvet at gøre, for det var en automatisk opringning. En stemme i den anden ende sagde: »Dette er en optaget meddelelse fra ….« - og så elselskabets navn - »vi har ingen sagsbehandler, som kan ringe til dig lige nu. Ønsker du ikke, at vi skal ringe til dig senere, så send en mail til følgende adresse.«

Jeg sad lidt med røret og spekulerede på, om jeg blev udsat for en eller anden practical joke. En maskine ringer mig op og fortæller, at ingen mennesker har tid til at tale med mig lige nu. Det er jo ikke engang sjovt. Men måske er det et tegn på, hvilket slags samfund vi kan komme til at bygge op, hvis vi ureflekteret lader os begejstre af de tekniske muligheder og glemmer, at ingenting kan erstatte det menneskelige møde. Og at effektiviseringer er mest risikable i de miljøer, vi befinder os i, når vi er mest sårbare.

En kollega fortalte mig, hvordan han havde fulgt sin ven Svein gennem en svær sygdomsperiode og frem til døden. Svein var læge og psykiater. Midt i livet blev han selv patient. Svein mødte sin livstruende sygdom med stor ro. Han citerede stadig oftere et engelsk ordsprog, som han havde gjort til sit eget: »The deeper the sorrow - the less voice it has« [≈ Jo dybere sorgen er - des lavere stemme har den].

Min kollega mente, at hans lavmælte refleksion og eftertanke passede dårligt ind i et sygehus med et stadig højere tempo og krav om effektivitet, at de ydre bevægelser i rummet gik for hurtigt i forhold til de langsomme processer i Sveins indre. Svein selv lagde mærke til, at det var kroppen, der var i fokus i omsorgen. Forståeligt nok. Personalet var skolet i behandling, smertelindring og i på bedste måde at tilgodese kroppens behov.»Er du sulten?«. »Er du træt?«. »Har du ondt?«. Kroppen fik al tænkelig omsorg, og han var fuld af beundring over personalets indsats midt i tider med nedskæringer. Alligevel vendte han mod slutningen flere gang tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er der ingen, der spørger til min sjæl? Hvorfor er der ingen, der forstår, at de må standse op, sidde ned et øjeblik, fokusere på min indre ensomhed og mine åndelige behov ved rejsens slutning?

Dette spørgsmål er blevet tilbage, ikke som en kritik af omsorgen, men som en udfordring til os alle om, at vi i hverdagen skal turde stille spørgsmål som: »Er du bekymret?«. »Er du bange?«

I mit arbejde bevæger jeg mig ofte i sundhedsvæsenet, så jeg ved, at sådanne samtaler finder sted, men også at den opgave er for stor til at blive overladt til de professionelle. I et samfund, hvor hastigheden er skruet op til et niveau, hvor en maskine meddeler os, at ingen mennesker har tid til at tale med os, må vi stå fast på, at mennesker mere end noget andet har brug for tid, rum og nærvær. Og så må vi følges ad, når vejen fører ind i det landskab, hvor vi alle er små og usikre.

Eftertanken er klippet fra bogen »Der er så meget vi ikke er nødt til« af Thomas Sjödin, Boedals Forlag

Steen Sunesen