Jubilæumsår for Ansgar

Det er jubilæumsår for Ansgar, Nordens apostel. Det markeres bl.a. med en nyskrevet kantate, der uropføres i Haderslev Domkirke søndag d. 10/5 og ved en national festgudstjeneste i Ribe Domkirke pinsedag 24/5. Munken og kirkemanden tog for 1200 år siden missionsbefalingens ord på sig og gik mod nord. Til os. Frimenighedskirken i Øster Jølby er opkaldt efter ham. Andre kirker rundt om i landet også. 

Et brevkasseradioprogram på landsdækkende kanal stiller et panel af præster spørgsmålet: Hvad ville Jesus have sagt? - altså til det spørgsmål lytterne havde stillet. I anledning af jubilæumsåret for Ansgar var der næsten på årets første morgen et tankevækkende debatindlæg på medieplatformen Kirke.dk af Kristian Søndergaard Larsen efter samme opskrift. Det havde overskriften:

Folkekirken fejrer Ansgar, men glemmer Jesus
Hvis Ansgar besøger folkekirken, når vi fejrer 1200-året for hans mission i Danmark, mon han så vil se os dybt i øjnene og spørge: Hvor er Jesus henne?
For omtrent 1199 og et halvt år siden kom præstemunken Ansgar sammen med sin munkebror Autbert til Danmark. Her såede de de første, spæde frø til den kristne tros udbredelse blandt danerne. Hvad mon Ansgar vil opleve, hvis han en dag kommer vandrende i sin sortbrune kutte over grænsen ved Kruså eller lægger til kaj i Ribe for at besøge den danske folkekirke?
Han vil møde mange flotte bygninger og spændende aktiviteter og et utal af aktive mennesker. Men måske vil han også nogle steder få en oplevelse af at spejde forgæves efter den Jesus, som var selve årsagen til hans komme i 826.
Han vil for eksempel i mange sammenhænge - menigheder, bestyrelser, kirkelige foreninger og arbejdsgrene - kunne høre om kiv og strid og konflikter. Ansgar tænker på, hvordan Jesus vaskede disciplenes fødder og bad for sine bødler, og på, om nutidens danere har glemt ordene om at »have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus« (Fil. 2,5).
Han vil også kunne møde et avisindlæg [Kristeligt Dagblad 11/9/2025], der afviser talen om den evige fortabelses mulighed og i stedet taler om »fortabelsens umulighed«. Men i argumenterne for »fortabelsens umulighed« vil han ikke finde nogen omtale af Jesus.
Det udtryk og den argumentation vil sikkert undre, for i klosterskolen lærte han jo, at Gud i sin kærlighed til verden »gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh. 3,16). Så hvorfor tales der ikke i stedet om vished og tryghed i troens relation til Kristus?, tænker Ansgar.

Salme glemmer jubilæets dybeste indhold
Han vil også høre om de spændende forberedelser til markeringen af 1200-året for hans komme - og blandt andet om en særlig salme skrevet specielt til dette jubilæum. Salmen er formet med udgangspunkt i salmen fra 1000-årsjubilæet »Den signede dag«, sådan at både melodi og tekst har tydelig relation til Grundtvigs salme. Men i modsætning til den gamle salme er Jesus ikke nævnt i den nye. Den taler om »de levendes lyse sange«, »et lys over verden« og »håb for livet«.
Trods en flot melodi og en velklingende tekst formet med poetisk sikker hånd synes salmen altså at stå på afstand af jubilæets dybeste indhold. Det vil sikkert undre Ansgar, for det var jo netop ham, den sejrende og selvopofrende Kristus, han ville fortælle danerne om.
[Kildehenvisning: https://folkekirkensintranet.dk/nyheder/ny-salme-og-kantate-markerer-1200-aaret-for-ansgars-komme-til-norden]

Ansgar vil også møde andre eksempler på nyere salmedigtning, for eksempel en tekst, [Nr. 892 i 100 salmer] der taler meget om, hvad troen ikke er - heller ikke »artikler, trykt i en indbunden bog«. Underligt, tænker han, for han kan ikke forestille sig at tro uden trosbekendelsernes ord, som han i sin tid lærte i klosterskolen. De er ham stadig til hjælp og trøst som stærke og holdbare formuleringer af troen på den treenige Gud.
Han vil sikkert gå til gudstjeneste og lytte opmærksomt til prædikenerne. Han vil høre store og stærke ord om Guds kærlighed og tilgivelse. Men jævnligt vil tilknytningen til budskabet om Jesu død og opstandelse være løs og utydelig eller helt borte. Jesus fremstilles som den livskloge tænker, det perfekte (med)menneske og et eksempel til efterfølgelse - men mindre som frelser og forsoner.

Kristendom uden Kristus er en selvmodsigelse
Radikaliteten i buddet om kærlighed til Gud og næsten bliver afrundet og på samme måde radikaliteten i Guds kærlighed og tilgivelse. Ansgar ved med sig selv, at han er en synder. Men det fylder ikke så meget i kirken - og heller ikke glæden ved syndernes forladelse.
På vej ud af kirken overvejer han, om han hørte loven eller evangeliet - eller om de blev blandet og afrundet, så de reelt forsvandt begge to. Midt i gode og stærke ord om livets gave, lys i mørket, næstekærlighed og Guds nærvær var det, som om Jesus stod utydelig og lidt overflødig et sted på afstand.
I 826 havde han ikke stået på afstand, men Ansgar havde med risiko for at blive martyr sagt ja til rejsen mod nord netop for at lade danerne høre om Kristus. Kaj Munk, en af Ansgars sene og markante præstekolleger, talte i en af sine sidste prædikener om at miste martyrsindet, som var kirkens næstdyrebareste klenodie.
Dens dyrebareste klenodie er Kristus selv, pointerede Munk. Men kirken havde mistet det næstdyrebareste.
Hvis Ansgar besøger folkekirken i 2026, vil han så advare om, at kirken er ved at miste mere end det næstdyrebareste...? For kristendom uden Kristus er en selvmodsigelse.
Når Ansgar så - efter at have besøgt folkekirken, læst debatindlæg, lyttet til prædikener og undervisning og sunget nye salmer - sætter kurs mod Bremen eller videre mod Sverige, mon han så vil se os dybt i øjnene og spørge: Hvor er Jesus henne?

Så vidt organist, cand.theol. Kristian Søndergaard Larsens tankevækkende debatindlæg på Kirke.dk i anledning af jubilæumsåret. 

Hvilken kristendom kom Ansgar med? Hvilken kristendom har vi i dag? 

Steen Sunesen