Bed, så skal I få ...

Sven-Bertil Svensson, Mörbylånga - er 85 år gammel. Den korteste strækning fra Mors, hvis man vil besøge ham, det er tværs over Jylland til Grenaa, færgen til Halmstad, tværs over Sverige til Kalmar, over broen til Öland og en halv time sydpå. Sven-Bertil Svensson er én af de mest betydende svenske kunstmalere i vor tid og er repræsenteret i mere end 80 kirker. En af de største opgaver var dengang Örsjö Kyrka i Skåne udbrændte. Man kommer næsten forbi Örsjö, når man kører over Malmø til Ystad for at tage færgen til Bornholm. 

Örsjö Kyrka udbrændte mellem langfredag og påskemorgen i 1974. Kun murene blev stående. Al indvendigt var brændt og ødelagt. Kirken var blevet bygget i årene fra 1889 til 1892. Som i Vor Frue Kirke, Domkirken i København, var alteret prydet af en iøjnefaldende Kristus-skulptur (Thorvaldsen) flankeret af to keruber.

Blot to år senere d. 5. september 1976 kunne kirken igen tages i brug. Der var gået 18 tons puds til de nye vægge! Men hvordan skulle kirken udsmykkes? Arkitekt Jerk Alton og Sven-Bertil Svensson fik opgaven.

Skal du en tur til Bornholm over Ystad, så læg turen forbi Örsjö Kyrka. Træd ind i et rum, der sætter hverdagens trivialiteter i perspektiv. Mød den store virkelighed, den store historie, stilsikker, symbolladet.

I stedet for en stående Kristus-skulptur a la Thorvaldsens fra Vor Frue Kirke valgte Sven-Bertil Svensson en vældig udsmykning med Kristus siddende i midten som Verdensherskeren på himmeltronen (pantokrator). Rundt om ham i de fire hjørner evangelistsymbolerne: et menneske (Matthæus), en ørn (Johannes), en okse (Lukas) og en løve (Markus). Midt på brystet af Verdensherskeren står Jesu ord: JAG ÄR VÄGEN • SANNINGEN • LIVET. Det er ord vi kender fra Johannesevangeliet kap. 4, vers 16.

På hver side af den centrale Pantokrator-ikon møder vi parvis nogle skikkelser. Det er ærkeenglene Gabriel og Mikael samt Skt. Paulus og Skt. Peter. De to engle står som repræsentanter for alle engle. Skt. Paulus og Skt. Peter står som repræsentanter for alle helgen, alle hellige, hverdagskristne, døbte, af alle stammer og folkeslag og tungemål. For Kristus og de kristne hører sammen. Endelig har Sven-Bertil Svenssons tryptokon i hver side motiver hentet fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 12. Symbolladet om noget. Tankevækkende ligefrem forkyndelse af hvem det sidste ord tilhører. Dragen vil aldrig sejre. Kristus vil. 

Det allerførste skrig et menneske udstøder, går til hjerte: Tag dig af mig. Kyrie eleison. Det er et skrig til far og mor. Det er et skrig til Skaberen, der gav livet. Siden bliver skriget, sukket, glæden og taknemmeligheden mere raffineret i udtryk, men hvad skal vi bede om? Disciplene spurgte Jesus. De fik svaret: Fadervor, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden, giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Joakim Skovgaards store billedfortalte bibelhistorieværk i Viborg Domkirke, Skovgaard Juniors fine arbejde i Ørding Kirke om det ny Jerusalem, der kommer ned fra oven - og som her omtalt Sven-Bertil Svenssons mesterudsmykning i Örsjö Kyrka, de vidner alle om en virkelighed med udsyn. Det er den virkelighed, der hører troen til. Og med troen friheden. 

Det er ikke tabet af Bededag, vi skal klynke over. Det gør man jo heller ikke. Det er tabet af en fridag. Det klynker man over. I et overenskomstår. For man har ladet hånt om den danske ordning. Må den hvile i fred, Bededagen. R.I.P. Nej, det er vel tabet af den langt større virkelighed, som Bededagene engang var udtryk for, vi skal begræde. Sekulariseringens naturlige følge. Den moderne ateisme. Den dalende gudstro. Vi kunne også kalde det for Det kristne Europas svanesang. At have en decideret dag i samfundets kalender reserveret til bøn for store og små, fløjl og pjalter, en dag til bekendelse og syndsforladelse, til kirkegang og familieliv, det er vel lige rigelig unødvendig luksus for en moderne virkelighed. En overflødighed. Logisk nok.

Overfor denne logik vidner Sven-Bertil Svenssons udsmykning i den nedbrændte, men genopførte kirke i Skåne, stilfærdigt, indtagende. Dragen og ondskaben, det menneskefjendske, får ikke det sidste ord. Kristus har det. I den bønnebog, der har fulgt mig alle mine præsteår, er Svenssons pantokrator-ikon på forsiden. I forordet hedder det: 

Ingen skal mene, at man bliver bedre i Guds øjne ved at anvende denne bog og følge dens anvisninger. Enhver, som tror på Kristus som sin frelser, er allerede så retfærdig og hellig i Guds øjne som Jesus selv. Og tror man ikke på Jesus som sin frelser, kan ingen bønner og fromme gerninger skjule det, som er ondt og grimt i et menneskes liv. Men bøn og ordninger for det åndelige liv kan blive en hjælp til troens og kristenlivets vækst og til at blive til mere velsignelse for andre. Det er sådan, bønnebogen skal anvendes. Vor fælles forbøn for hinanden og for verden vil på den yderste dag vise sig at være af meget større betydning, end vi tænker. Vi kommer til at angre meget i vort liv; men den tid, vi har brugt til bøn, behøver vi aldrig at angre.

Som vanligt vil vi have aftengudstjeneste i Ørding Kirke Bededagsaften, i år torsdag d. 4. maj, frihedsaftenen 1945. Her vil vi bede og synge og takke for livet og fællesskabet. Bagefter er der varme hveder i Kirkehuset. Det tænker jeg også står fast til næste år og til næste år og til næste år og så fremdeles, så længe jeg er pastor locus. 

Med ønsket om en eftertænksom fastetid, en glædelig påske og et ikke forsømt forår.

Steen Sunesen, sognepræst