Sommer på vej

Sommer på vej. Her er stille. Det er tidlig morgen, så tidlig, at selv fuglene ikke rigtig er stået op. Der er intet liv i huset. Her er stille. Men så kan man jo sidde i stolen med dagens første kop kaffe og lade det blive lyst, lade dagen tiltage i styrke. Lade stilheden blive brudt. Det blev den så. Af fuglene. De hilser den nye dag. Så er der da lidt godhed tilbage i verden. Tænk en morgen i april, efter skiftet til sommertid, og slet ingen fugle til at byde den nye dag velkommen. Forfærdeligt. Heldigvis er vi ikke der endnu. Heldigvis er der én morgenfrisk morgenkvidrer med sit enkle glade kald: her er jeg, hvor er du? Det er da til at blive glad i låget af. Var det derfor Gud skabte fuglene? Til vores glæde? Til sin egen glæde? Eller blot fordi livet har sin egen ret?

Sommer på vej. Hvor skal vi hen, du? Vi trænger til lyset, til varmen. Med måde forstås. Fugtige dage har det været. Meget vand. For meget og for ustadigt mener de lavereliggende egne, der må beskytte sig. Vi trænger til lyset, til varmen. Det skal nok komme. De dage vi længes efter. If you aim at nothing you can be sure to hit. Sikker succes. Hvis du ikke har noget mål, så det dér, du kommer hen. Har du et mål? 

Sommer på vej. Hvor skal vi hen, du? Vove springet! Ud i verden og retur. Sammen. Med hinanden. Hele flokken. Og tilpas mange bøger, hvis selskabet skulle blive for kedeligt. Og hunden. Vi skal jo ikke flyve. Gåtur de kendte steder. Opdage lidt nyt hver dag. Gåtur de nye steder. Første, sidste og eneste gang. Sådan er vel alle vore dage. Kenkendelige og enestående. Ikke to dage er ens selv om de kan ligne hinanden.

Sommer på vej. Hvor skal vi hen, du? Indenfor køreafstand. Seniorhøjde. Gammel velholdt bil med køkken og bad og seng. Raste, hvor det bedst passer ind. Lidt bøger. Og selskab. Nødvendigvis kirkebesøg. Ligheder og forskelle fra det vi kender på Mors. Høre sprog man ikke kan forstå.

Nu er der kommet lidt liv i huset. Det hunden. Det lidt som i Den lille prins. Antoine de Saint-Exupéry skrev den under Anden Verdenskrig. Hvordan gør man tam? Hvordan slutter man venskab? Vi arbejder på det. Så godt vi kan. Med bare én ven og lidt honning, så går det. Var det ikke det Peter Plys sagde? Med bare én ven og lidt honning, så er man rig. Med bare én bog i hånden kan man komme verden rundt. I lænestolen. Man kan også farte verden rundt og ingen steder komme. Den, der hviler i sig selv, er altid hjemme, hvor han end er. Den, der ikke hviler i sig selv, er ingen steder hjemme.

Sommer på vej. Hvor skal vi hen, du? Det tænkte Moses slet ikke på. Han var flygtet fra Ægypten. I det fremmede fandt han en familie, eller familien fandt ham. Det blev til mange gode år i det fremmede. Familie og arbejde. Moses passede svigerfars får. Men så en dag helt som de andre dage må han afbryde rutinen og lade hverdag være hverdag. Lyset fra en brændende busk, der brændte uden at brænde. En besked om at tage sandalerne af. Hellig jord. Og et kald. En opgave. En lange rejse forestod fra Horeb til Sinaj. Det var ingen turistrejse. Et slavefolk skulle befries. Han var udset til det. Gud ville være med ham. 

Er Gud blevet borte for dig? Det kan ske for os alle. Men mon ikke det også kan ske for os alle, at der en dag er et lys, der drager til opbrud. Fra turist, der blot skal se sig omkring - til pilgrim, der har et mål. Jeg må læse lidt mere om den brændende busk og ham Moses. Han fik et mål og fællesskab på rejsen. Sommer på vej. Nu er der blevet lyst. Hverdagen kalder. Gud velsigne din.

Steen Sunesen