GlemselKan du huske dengang du trak cyklen hjem fra skole så uendelig langsomt? Du vidste hvilke opgaver, der kaldte på dig. Mor havde sagt. Far havde sagt. Efter skole går du i gang. Pligten. Det var bare noget du skulle. Måske skulle du plukke stikkelsbær og blive stukket af de der spidse… ja, du ved? Eller plukke jordbær og fløjte imens. De var ikke til dig. De skulle ligge i en bakke ude ved boden. Jordbær til dem, der kom forbi. Aftalte penge. Til husholdningen. Ikke til lommepenge. Til husholdningen. Der er så mange opgaver. Derhjemme. Del af fællesskabet. Din lod. Pligten. Løfte i flok. Være ansvarlig. Men du trak tiden. Du kom ikke så hurtigt hjem, som du kunne. Måske punkterede du cyklen som forklaring på, at det tog så lang tid at komme hjem fra skole. I håbet om, at de voksne alligevel var gået i gang. Fordi de ikke kunne vente. Det var en af de trælse opgaver. Helt anderledes end når det var noget du havde lyst til og glædede dig til. Så kunne du komme aldrig så hurtigt hjem fra skole. Men ikke den dag. Du havde glemt alt om det. Men så var der én der sagde noget. Mange år senere. Det var om noget helt andet. Men det kaldte erindringen frem. Du bar ikke på den til hverdag. Men du bar alligevel på den. Et sted i sindet. Et sted i den svundne tid. Og med et var den svundne tid helt nær. Det glemte var alligevel ikke sunket helt ned i glemsel. Hvor bærer vi rundt på meget i sindet. Til daglig er det ikke oppe på overfladen. Det lever sit eget torneroseliv i afdelingen for glemte sager. Det vi forlod med vilje. Da vi gik videre. Da vi blev voksne. Både det trælse vi ikke brød os om, og hurtigt ville have på afstand. Og det vi gerne ville have beholdt, værnet om, passet på. Der kom bare så meget. Den ene dag tog den anden. Hele tiden noget nyt. Slet ikke tid til at tygge af munden og fordøje. Lægge på den rigtige hylde i reolen for bevaringsværdige glansbilleder. Så svært at fastholde minutterne med barndommens farmorlavede saftevandsis af hjemmelavet saft fra blommetræet i haven bag drivhuset. Den der smeltede om hagen og løb ned på t-shirten, fordi sommeren altid var så varm, og pletter på t-shirten overhovedet ingenting betød i sandkassens fællesskab. Ganske som vinteren altid var så kold. Så virkeligt det var. Det nu. Et gammelt sort-hvid billede. Eller sepia-brunt. Ral 8014. Kvadratisk. Vandkæmmet hår. I et feriealbum. I en kasse. Med andre album. Lagt til side. Den analoge tids landvinding. Mørkekammerfremkaldt. En barnecykel, der lyder som en knallert. Et lille stykke pap. Bøjet om baggaflen. En god klemme eller to til at holde det fast. Drøn på. Fuld fart. Børnenes efterligning af de voksnes »her kommer jeg«. Pomadehår. Hvad skal du lave i sommer? Dyk ned i din glemsels guldgrube inden det er for sent. Fortæl. Skriv. Til dig selv. Til dine børnebørn. Til dine børn. Hvem er du, hvis der ingen historie er? Hvis der ingen rød tråd er mellem de enkelte punkter? ER alt så tilfældigheder, ligegyldigheder. Profeten siger det så befriende ligefremt, når glemslen truer med at tage magten og ligegyldigheden og opgivenheden vinder foruroligende frem: Glemmer en kvinde sit diende barn? Må du få en god pinse og en god sommer. Sognepræst Steen Sunesen |