Store Savnedag

Efterårsmørket samler sig omkring to røde dage i kalenderen, og nede på Säve Kirkegård brænder levende lys på næsten alle grave. I kalenderen står der allehelgensdag om lørdagen og allesjælesdag om søndagen. Den sidste forsvandt fra almanakken engang i 1600-tallet, men er kommet tilbage og er blevet en dag, hvor vi særligt tænker på de mennesker, vi har mistet.

Selv kalder jeg dagen for Store Savnedag, fordi det jo ikke specifikt er sjæle, man relaterer til, men hele mennesker. Det er vanskeligt at savne en sjæl. Men en krop og en latter og en hånd kan man savne, så det gør ondt i brystet.

Der er forskel på sorg og savn. Sorgen er - selv om man ikke kan tro det i begyndelsen - forbigående. Savnet er derimod noget, man må leve med resten af sit liv. Savnet forandrer sig også, men det holder egentlig aldrig op. Og måske er det frem for alt det almindelige, man savner, altså det, man næsten ikke engang lagde mærke til, mens man havde hinanden, men som bagefter viste sig så betydningsfuldt. Jeg tænker på hverdagsrutiner og nærmest refleksagtige spørgsmål som »Har du haft en god dag?« og »Skal vi ha’ en kop kaffe?«

Når jeg tænker sådan, træder billedet af mine forældre frem. De sad altid ved morgenbordet med fødderne flettet sammen på en eller anden måde. Lang tid efter min fars død fortsætter min mor med at sige, at hun savner hans fødder, at der er så tomt under hendes køkkenbord. Naturligvis er det hele far, hun savner, men så meget i deres lange relation sidder ætset ind i et kropsligt hverdagsminde.

I mit arbejde som præst sidder jeg af og til hos mennesker, som ved, at de snart skal dø. En del mennesker vil ikke snakke. Netop da har de det så hårdt, at de bare vil dø, mens andre har et stort behov for at tale med nogen. Hver gang jeg går ned ad de lange gange fra sådan et møde, gør jeg det med en styrket livsfølelse. For samtalerne, der minder om hinanden. Der er aldrig nogen, der sørger over, at de ikke nåede at få skiftet køkkenet ud, eller over rejsen til Thailand aldrig blev til noget. Når man skal til at dø, er der meget, der bliver helt unødvendigt og ubetydeligt.

Og det slår næsten aldrig fejl, ved livets yderste grænse taler vi om kærligheden. Den, vi fik, og den, vi savnede. Hvorfor er det mon så frygtelig svært at leve efter den indsigt, mens vi stadig har hinanden? Vi ved jo, at det før eller senere er forbi.

Ingen kan forklare kærligheden. Ingen kan med skråsikkerhed sige, at det ene er vigtigere end det andet gennem et liv, vi lever sammen. Livet er altid større end vores definitioner af det. Alligevel rummes det alt sammen på forunderlig vis der, hvor to kolde fødder, morgen efter morgen, berører hinanden.

Sakset fra Tomas Sjödins: »Der er så meget vi ikke er nødt til«. Forlaget Boedal, Frederiksværk, 2016.