Ugens selvfølgelighed

Jeg forsøger at bruge en del tid på selvfølgeligheder. Grunden til det er, at selvfølgeligheder ofte er noget vigtigt, som vi slet og ret har glemt. Ikke sjældent indeholder selvfølgelighederne gammel velprøvet visdom, som man let mister, hvis man er alt for optaget af det nye.

På kirkefaderens Irenæus’ gravsten siges der at stå følgende inskription: »Han tilførte ikke teologien noget nyt.« Med tanke på, at han efterlod sig et omfattende teologisk arbejde, bliver den bemærkning særdeles interessant.

Uden sammenligning i øvrigt fik jeg en mail fra en læser efter min sidste klumme i Göteborgs-Posten. Han skrev: »En god klumme beskriver noget, man allerede vidste, men ikke har tænkt på.« Det er en skarp observation, og den er meget vigtig. Særlig meget nyt har man ikke at komme med. Snarere synes det at være vores fælles opgave at fastholde det, vi allerede ved. Og ikke mindst tale om det.

Dette sidste er ugens selvfølgelighed. At det ind imellem kan være så frygtelig vanskeligt at tale med hinanden! Det er slående, hvor meget der aldrig havde behøvet at vokse til nærmest uløselige problemer, hvis vi blot havde vekslet nogle ord i tide. Men disse samtaler kommer ikke af sig selv, de kræver et vist mod.

Den sidste tid har jeg tænkt meget over ordene stilhed og tavshed. På overfladen er det nært beslægtede udtryk, men under overfladen er der en afgrund imellem dem. Stilhed kan være behagelig og velgørende. Det er tavshed aldrig. Af den enkle grund, at tavsheden fylder stilheden med antagelser, spekulationer og spøgelser ved højlys dag.

Jeg tænker på dette i relation til de mest pressede perioder i vores liv, hvor alt sker næsten samtidig, og tilværelsen barer farer afsted. Fritid, når man skulle kunne være sammen, bliver til træt tid. Man orker ikke rigtig at tale sammen. I sådanne perioder er det let at forveksle manglende kræfter med falmende kærlighed. Det er derfor, det er så afgørende, at man fortsætter med at tale med hinanden, selv om det ind imellem er hårdt.

Jeg har tydelige erindringer om, hvordan der i vores mest drøje år som småbørnsfamilie kom dage, hvor vi ikke orkede at være rare og venlige, hvor vi i ren udmattelse fremviste vores værste sider for hinanden.

Men jeg har også gemt minder om de øjeblikke, hvor vi satte ord på det og sagde noget i den her retning: »Undskyld. Du ved, at jeg elsker dig, men lige nu er jeg for træt til at vise dig det på den måde, jeg gerne ville.« Netop i den situation var det vigtigt at høre det, vi naturligvis allerede vidste, at det ikke var kærligheden, der var forsvundet, bare kræfterne.

At tale er en måde, hvorpå vi kan drive spøgelserne på flugt. Når tingene bliver sagt, renser det luften. Et »Undskyld«, et »Jeg er ked af det« kan undertiden være nok til at forvandle en opslidende tavshed til behagelig stilhed.

Men er det ikke en selvfølgelighed? Jo, og netop derfor skriver jeg om det.

Sakset fra Tomas Sjödins: Der er så meget vi ikke er nødt til. Forlaget Boedal, Frederiksværk, 2016.