Ord som tatoveringer

Den aften gik jeg hjem fra diskussionen i den faste overbevisning, at jeg var den, der fik det sidste ord. »Der fik jeg lukket munden på dem,« sagde jeg til mig selv.

Om natten fik jeg det dårligt. Det sidste ord, jeg havde fyret af mod de andre, rumsterede rundt i maven som en hvileløs ånd. Om morgenen havde jeg det lidt bedre, men da jeg stod ud af sengen og gik ud på badeværelset, opdagede jeg, at jeg var krympet næsten en halv meter.

Jeg målte mig og fandt ud af, at jeg stadigvæk var 1,84 på strømpefødder,men kun 1,50 i selvrespekt.

Der ligger en mørk og næsten uimodståelig fristelse i at få det sidste ord. Hvor ofte er man ikke blevet tvunget til at høre på ynkelige mænd, der bralrer op om, hvordan de fik sat nogen på plads. »Så sagde jeg ...«, og »så blev han ellers tavs«, kan det lyde. Og hvor mange gange har det skvat ikke været mig selv...

Det sidste ord er forgiftet. Kunsten at leve sammen med andre mennesker indebærer blandt andet, at man afstår fra det forpestede sidste ord, det ord, der vinder diskussioner, men betyder, at vi mister hinanden.

For flere år siden så jeg et interview på tv med Sven Wollter. Hvis jeg husker rigtigt, handlede samtalen om at holde kærligheden i en parrelation levende. Wollter pegede på, at det ikke er uden betydning, hvordan vi taler med og til hinanden.

»Ord er som tatoveringer, har de først sat sig fast, kan det være nærmest umuligt at gnubbe dem af igen,« sagde han. Hans iagttagelse er dobbelt sand. Hvem er ikke blevet overrasket over, hvor virksomt et opmuntrende ord kan være? Og hvem har ikke forsøgt at ryste en ondskabsfuld bemærkning af sig og er mislykkedes med det? Man kan bestride, imødegå og ignorere, men sagt er sagt.

Jeg har gjort Wollters ord til en daglig bøn. Den lyder: Gode Gud, sæt en vagtpost ved min mund!

I arbejdsbeskrivelsen for talens vagtpost står der, at han skal vogte over både den måde, jeg taler til og taler om mennesker på. For også de ord, der aldrig når frem til den anklagedes ører, gør sin virkning. De sætter sig altid et eller andet sted, om ikke andet så hos den, der udtaler dem. Jeg tror ikke på tesen, at »det man ikke ved, har man ikke ondt af«, som vi undertiden bruger, når vi vil forsvare vores dumheder. Der er meget, som vi ikke »ved«, der alligevel gør os ondt. Sjælen er lige så følsom som øjet.

I midten af 600-tallet skrev Isak Syrer, afhoppet biskop i Nineve og udsat for strid og bagvaskelse i magtens palads, noget, der ligger tæt på Wollters:

Når du møder din næste, så gør dig umage for at ære ham og ophøje ham.

Når I er gået hver til sit, så sig kun smukke og værdige ord om ham. Hvis din næste har nogle fejl, vil han i følelsen af at være den ære uværdig, som du viser ham, få hjælp til forbedring.

Sådan skal du altid handle. Tag imod og vis alle levende væsener ære. Hvis du vil føre din bror tilbage til sandheden, så sørg for hans skyld, græd, elsk ham, sig ham et venligt ord eller to. Men vend aldrig din vrede mod ham.

Eftertanken er klippet fra bogen »Der er så meget vi ikke er nødt til« af Thomas Sjödin, Boedals Forlag

Sognepræst Steen Sunesen